Politisk popquiz

Velkommen til Politisk popquiz. Dagens spørgsmål er, hvilket bynavn mangler i denne remse:

Aalborg, Aarhus, Odense, Høje Tåstrup, København?

Ja, du gættede rigtigt: Langeskov. En by, der er mest berømt for resterne af en ruin af en vikingelandsby. Og hvorfor mangler netop dette bynavn i remsen? Fordi lyntoget, der kører mellem Aalborg (110.495 indbyggere), Aarhus (261.570 indbyggere), Odense (173.814 indbyggere), Høje Tåstrup (der fungerer som fremskudt hovedbanegård) og København (1.263.698 indbyggere) naturligvis mangler et helt logisk og indtil nu fuldstændig overset stop – nemlig Langeskov (3.997 indbyggere).

Det giver naturligvis fuldstændig mening, at love alt muligt i en valgkamp. Men når det er direkte dumt, plejer man at glemme det bagefter. Men ikke denne gang. Nu må I have politikerne undskyldt. De skal videre med at udvikle endnu mere hjernedød og overflødig infrastruktur. Der skal en lufthavn til Faaborg, der skal fikses en højhastighedsbane med time-model, nej vent – det bliver time og tyve minutters model, for den skal jo stoppe en række helt random steder. Faktisk sidder de i Trafikministeriet netop nu og spiller Yatzy om hvilke danske forstæder, der skal have nyopført en banegård. Altså når de ikke arbejder stenhårdt på at genoplive Middelfart-Strib banen, der med sine 4,4 kilometer bane, savnes stærkt af mange danskere i deres daglige rejsemønster.

At standse lyntoget i Langeskov – altså ikke regionaltoget eller intercitytoget – men goddamn Lyntoget, er jo som at sparke alle pendlere hårdt i skridtet og råbe: Se mig, jeg har ministerchauffør, så fuck jer togtabere.

Share on Facebook
Udgivet i Politik, Samfund | Skriv en kommentar

Hundredetudesen ord

Det gode ved at blive ældre er at man samler en masse erfaring sammen, som først virker ubærlig men heldigvis skifter karaktér til at være ting, man sagtens kan glemme, hvis man er heldig nok til at få en voldsom Alzheimers. Ting hænger ikke ved i detaljer, men kun i store linier. Du ved, uendeligt store linier, sådan sæbeboble-store linier. Lidt fluffy i kanten og masser af regnbue – men alt for ærlige til at blive mere definerede, for så kan vi jo slet ikke være her.

Selvfølgelig er skilsmisse en kæmpe ting. Man kan fandme ikke række hånden ud for at sige hej, uden nogen begynder at fortælle om deres skilsmisse. Men ok. Hvem er jeg til at dømme. Jeg har skrevet tusinder gode og hundretudesen mere trælse ord om skilsmisse i et forsøg på at forstå og gennemleve min.

Alt sammen for at erkende at virkeligheden er virkelig bare virkelig barsk og gemen. Hvis ikke vi havde ophævet kernefamilien til at være på linie med Darwin og/eller intelligent design, så havde vi indrettet os lidt mere i takt med virkeligheden.

Det er jo ikke en naturlov, at den man har det bedste gen-match med er den man er lykkelig med. Man kan bare mærke hvordan forelskelsen mellem de voksne forsvinder ved fødslen mens han tænker: Det er så hende jeg skal have sex med resten af livet og hun tænker: Det er så ham jeg aldrig skal have sex med resten af livet.

Til alt held opdager man snart, at dem man virkelig vil være sammen med er ens børn – og resten er lopper i pelsen, der bare suger blod. For herregud, heldigvis handler hele rygmarven om menneskets overlevelse og ikke min lykke.

Share on Facebook
Udgivet i Børn, Forhold, Kvinder, Mænd | Skriv en kommentar

Kærestebobler

Her er et problem, som stenaldermanden i hvert fald ikke havde. De tre blinkende grå bobler. Eller “typing awareness indicator”, som det så sexet er døbt af Apple. Jeg tænker at vores forgangne forgængere holder fest i deres grav fordi de slap for dette ekstremt stressende stykke hverdagsdrama, som kan fordreje alt.

Ok – bare så vi har alle med. Fremfor at sende en sms, så er du trådt ind i det nye årtusinde og sender nu instant messages eller på dansk, beskeder overført via internettet og ikke via telefonnettet. I hvert fald ikke det gamle, oprindelige telefonnet… og her kunne vi fortsætte ud på en uendelig teknologisk og digital forklaringsekspedition, som jeg skal spare alle for. Tilbage på sporet.

Hvad fanden er forskellen? Jo, ser du: Du sender en besked og du venter på du får svar. Det kommer normalt når det er belejligt for afsenderen. Tror du. For du ved jo ikke hvornår de har læst din besked eller begyndt at svare på den. Men det gør du nu! Kommunikation med “typing awareness indicator” (fra nu af TAI) er som at sidde på den yderste millimeter af den yderste sofa i verdensrummet – på kanten af alting, mens du afventer at blive opslugt af et sort hul, du allerede nu kan føle i maven.

Lad os sige du sender en helt igennem normal besked til din kæreste. Som f.eks.: Jeg kommer lidt tidligere hjem, skal jeg købe ind til aftensmad? Du trykker send og normalt ville du nu lægge telefonen, fortsætte med dine gøremål og tjekke svaret senere.

Men ikke med TAI. Du har heldet med dig og ser tre grå pletter, der skiftevis skifter farve, de indikerer at din kæreste er ved at forfatte et svar. Du ved nu svaret er på vej. Det er ved at blive skrevet. Men nej, nu forsvandt prikkerne. Måske blev hun afbrudt. Næ, nu kom de igen. Aha, svaret er på vej. Næ. De forsvandt igen. Blev hun virkelig afbrudt igen? Eller har hun svært ved at svare? Er det fordi – nej, der kom de igen. Nu må det komme. Nej, det forsvandt – hvad fanden er meningen? Er hun blevet ordblind over natten eller kan hun bare ikke tage sig sammen til at svare mig. Ok, pletterne er tilbage. Altså hvor langt bliver det her svar? Det ender sgu da på flere sider, hvor længe kan man sidde og skrive på et simpelt ja eller nej?

Okay – det er væk igen. Sidder hun og laver andre ting – eller skal hun liiiige lempe postbudet ud af bagvinduet, fordi jeg kommer tidligt hjem? Nej, ok. Der er ingen der faktisk har set et postbud siden 1996. Pletterne blinker – vi har liv. Der skrives! Og ja, ja, jaaaaaaahhhh!!! der kom svaret: “Hyggeligt – glæder mig til at ses!”. HVORDAN KAN DET TAGE SÅ LANG TID AT SKRIVE DET? Har hun været igennem hele vores forhold? Skrevet en fordele/ulemper-liste og gjort op om hun gad mere? Hvad fanden er der faktisk sket i den anden ende af de skide blinkende grå bobler? Er vi stadig kærester? Skal jeg stadig købe ind?

TAI har ændret alle beskeder fra at være helt banal kommunikation mellem mennesker til at være grundessentielle udvekslinger, HVER ENESTE GANG. Man kommer kraftedme gennemsvedt hjem fra en dag, hvor man måske har skrevet sammen to-tre gange om noget, som man tænkte var banalt og som hver gang udvikler sig til en venten i den elektriske stol på et lynnedslag. Man sidder med holdt åndedræt og hele sin eksistens på spil, hver gang man skriver tilsyneladende uskyldige sætninger, som: skal vi gå i biffen i aften?

Det burde hedde “typing obsession indicator” og der er ikke længe til det lille stykke kode viser sig i skilsmissestatistikken.

Share on Facebook
Udgivet i Danskeren, Digitalt, Kvinder, Mænd | Skriv en kommentar

Dagens tilståelse

Jeg har kæmpet rigtig meget med præstationsangst. Jeg synes bare ikke rigtigt, at jeg er god nok til det.

Share on Facebook
Udgivet i Badabum | Skriv en kommentar

Gik det i fisk?

Intelligent design eller evolution? Måske kommer du i tvivl en dag, hvor du kører på motorvejen og en anden bil passerer dig. Den har kanten af en fisk klistret på bagklappen – og du tænker: Ja, det er jo det ældgamle og oprindeligt hemmelige tegn, som kristne brugte til at (gen)kende hinanden før korset blev deres trademark.

Og måske fortsætter din tankerække: Nu jeg alligevel sidder her og rådner op i den almindelige morgenkø ved Køge, som tydeligt viser at alle danske politikere er revnende ligeglade med infrastrukturen i dette land, så burde jeg måske overveje om mine grundantagelser om livet og livets opståen er baseret på et forkert grundlag?

Herefter tænker du måske: Kunne det være, at Gud faktisk leverede mig, som et fuldstændigt produkt, der ikke kan gøres bedre? At skeletter fra hulemennesker og kranier fra neanderthalere bare er noget, som djævlen har spredt for at svække min tillid til Gud. At der ligesom ikke har været noget tilløb og der ikke kommer mere – men dette er en form for konstant. Ligesom en hyletone i universet, der bare piver i øret i samme toneleje i al fremtid. En form for tonedøv feedback, der gengiver uendeligheden og derfor gengiver paradiset.

Det kan endda være at du fortsætter din tankerække ved at tænke: Darwin, den lille skid, der i 1859 mudrede billedet med sin “videnskab” (du vrænger ordet) og al hans evolution. Som om Guds kreationer ikke er gode nok til lille, dumme Darwin og hans åhsåfine følgere.

Så skal du vide, at hvis der fandtes intelligent design, så sad testikler ikke uden på kroppen.

Share on Facebook
Udgivet i Religion | En kommentar

I et land uden høje bjerge

I disse timer forhandles der benhårdt om den kommende regerings sammensætning og grundlag. Det er ikke nemt, siger den ene side og ser bedrøvet ud. Det er faktisk svært, siger den anden og vender mundvigene endnu mere ned. Men det er jo fordi de fokuserer på, hvor forskellige de er. JA – det er møgbesværligt, at være politiker og skulle håndtere emner som indvandring, uddannelse, EU, ulighed, ghettoer, ungdomsarbejdsløshed og lignende betændte sager. Specielt når man skal lade som om man vil håndtere emnerne med en ideologi man lige har brugt en valgkamp på at finde frem igen. Men der jo områder, hvor alle kan blive enige.

Et godt eksempel findes i juli 2000. Her begynder man i Danmark at berige vores salt med jod. Det sker fordi man i tre år havde målt en masse blodprøver og fundet ud af folk i Danmark havde udbredt mangel på netop jod – og at det gav øgede risikoen for visse kræfttyper. Løsningen var simpel. Man berigede alt salt (altså undtagen vejsalt) med jod og så var den struma onduleret.

På en måde, kan man sige at nutiden har givet os samme mulighed for at excellere. Kennedy sendte amerikanerne til månen for at aflede dem fra hverdagens trummerum i en supermagt. Nu er vi ikke just nogen supermagt, men derfor kan hverdagen jo godt gå hen og blive lidt træls.

Kom nu Tulle, Lars, Søren og Samuelsen – man behøver ikke tælle til halvfems for at træffe oplagte valg. I flere år var vi danskere det lykkeligste land i verden. Indtil de satans schweizere tog pladsen fra os. Vi bør stramme hjelmen og gå efter guldet igen. Lykken er vores. Herregud – de har jo bjerge, skisæsoner, chokolade og ostefondue – de opdager aldrig lykken er væk. Vi har Himmelbjerget, våde somre, Guldbarre og havartiost. Vi har fortjent lykken for helvede. Vi har brug for den.

Derfor: lad 2015 blive året, hvor politikerne tager den oplagte beslutning og vi tager en for holdet. Berig vores køkkensalt med lykkepiller. Knus og strø dem ned i pakkerne. Og glem nu ikke de billige pakker med tysk salt fra Aldi. Det skal ikke kun i gourmetsaltet. Lad os alle være med og sætte retningen. Sæt eventuelt nogle arbejdsløse i jobprøvning til det. Det skulle føles så fikst at føle sig nyttig. Det bliver fed, fed lykke for alle. Vores liv bliver en lang Helmigsang fra dengang han var musiker og ikke supermodel(eks)mand. Dengang Michael Falch spillede musik og ikke skuespil. Kort sagt, dengang alt var godt. Det kan ske. I et land uden høje bjerge.

Share on Facebook
Udgivet i Danskeren, Politik | Skriv en kommentar

Når tiden går baglæns

Forestil dig, der står en mærkelig kæmpeagtig type i grønt lændeklæde og råber: TYS!, hver gang du er tæt på at skabe en sammenhængende sætninTYS!

Der kan kommunikere dine idéer eller holdninger på en meningsfuld måde mellem mennesker. Det er trods alt sådan vi har skabt menneskeracens suTYS!

Før vi lærte at kommunikere – måske først med lyde, men dog kommunikere – gik vi på jagt alene og fangede små dumme dyr. Sammen kunne vi fange TYS!

Ok, du ser problemet. Den grundliggende idé om at begrænse det skrevne ord til små kasser indeholdende 140 tegn er ret udviklingsstridigt. “Nej, begrænsninger giver jo udfordringer, som igen giver spændende nye løsninger, se bare Dogmefilmene”, hører jeg en sige. Ja, se nu bare Dogmefilmene – gør det!

Når jeg læser ned gennem en Twitterstrøm, for det er netop dette medie/platforme/netsted, der har en 140 tegns restriktion på updates, kan jeg ikke lade være med at tænke udviklingen er begyndt at gå baglæns. Der svinger et svagt beat og Clara Sofies klare stemme i mit baghoved når jeg ser endnu en fornærmet diskussion om, hvem der er mest voksen. Hvem der fortjener dagens shitstorm – eller om der skal være flere og at vi skal huske de shitstorms vi glemte.

Kort sagt, forargelsesudsigten står på tunge skyer hver dag og dem med Twitterkonto har bare mere ret end andre. Twitter habeo, ergo habeo ponendi. (og tjek nu hvor længe, der går før en pissetræls type med Twitterkonto retter mit (Google)latinske).

Hvis jeg var Mads Holger ville jeg skrive: På en måde minder Twitter mig om en række retarderede med stærkt begrænset sprog, som forsøger at formidle de klassiske videnskaber til hinanden, mens de er rasende og sukkerkolde. Men det er jeg jo ikke – så det lader jeg være med.

Og så er det jo langt over 140 tegn, så det kan jeg jo slet ikke. Jeg vil foreslå, at indtil FN trykker på knappen og melder at vi er ved at løbe tør for plads på nettet, så undgår vi at diskutere gennem medier, der tvinger os til at være unuancerede. Det er trods alt alle gråzonerne og nuancerne, som gør os til mere hele og civiliserede mennesker. Når man fjerner nuancerne, regreerer vi til en form for digitale hulemennesker, der ikke rigtig er behov for længere.

Vi skal bruge de fordele vores forfædre har slidt sig til at forære os. I dag kan man sagtens bruge mange flere ord på at blive uvenner.

Share on Facebook
Udgivet i Medier, Samfund | Skriv en kommentar

Indiana Jones og fluen i kummen

Jeg tror ikke jeg afslører nogle statshemmeligheder ved at fortælle, at de fleste mænd dybest set regner sig selv, som uopdagede talenter, der bare venter på sin chance. Det behøver skal ikke være så farlig fint, det kan være ganske banale ting, som selv Faxe Kondis reklamebureau kan forstå – men det kan også være mere fyldige evner og viljer, der gemmer sig i en mands fantasi.

Jeg kan sagtens nå ret dybt ind i drømmen om et abrupt karriereskift, før det virkelig går op for mig, at ingen kommer til at få brug for en utrænet astronaut på 43 år, der har speciale i markedsføring. In space no one can hear you advertise. Og jeg kan stadig blive forundret over, at guitaren ikke kommer med evnen til fingerspil når jeg har købt den på 4 Sounds website i en rødvinsbrandert. Det viser sig, at det skal opøves?

Jeg ved ikke hvorfor denne realisme mangler – eller i hvert fald kan falde ud i perioder – men i dag mærkede jeg en sejr på området. Jeg stod på toilettet i Disney´s Hollywood Studios og tissede. Sammen med en række andre mænd. Og det gode ved Disneys toiletter er: 1 – at de er rene. 2 – at de spiller filmmusik i højttalerne. Jeg ved ikke hvad de spiller på dametoiletterne og jeg er også ligeglad. Men at få lov, at tisse til lyden af heltetemaet fra Indiana Jones, det er sgu til at forstå.

Det gav perfekt mening. For en gang skyld stod alle vi mænd ranke, ved hver vores urinal. Det var som at blive klappet på ryggen af en usynlig kraft, der bare sagde: hold kæft, hvor er du dygtig til at tisse. Det er SÅ flot. Du rammer bare plet – og sikke en kraftig stråle du har! Og vi åd det i os. Flere af os blev stående efter, vi ikke kunne tisse længere – til stor fortrydelse for dem i køen. Vi skulle have det sidste med.

Tak Disney – endelig er der nogen, der ser os mænd, som dem vi er. Folk med uopdagede talenter, der ikke kræver andet end en fair chance for at excellere i hverdagen.

Share on Facebook
Udgivet i Mænd | 2 kommentarer

Gamle fjolser i ældre partier

SÅ er valget overstået – og vi må sige, at det var et sjældent set spektakulært valg. Her græd alle. Både vindere og tabere. Og tak for indsatsen. Nu kan vi ikke blive mere lige i Danmark. Ingen bestemmer rigtig noget – men alle kan dog stadig bestemme sig for noget. Vi er i den seneste dekade endelig lykkedes med det, som hele vores smølfesamfund har sigtet mod siden enevælden blev opløst. Nemlig at få omdannet hele samfundsskakbrættets startopstilling til en snorlige linie, hvor dem, der kan noget særligt er mat og bønderne kan hoppe en række i hvert træk. God fornøjelse med det.

Men på trods af denne lighed er det alligevel lykkedes enkelte partier, at tabe. Hvilket jo burde være umuligt i det danske demokrati, hvor det jo primært handler om at være med og alle skal have et klap på skulderen, bare fordi de synger i kor. Men tabet er en realitet. Og her tænker jeg særligt på jer Konservative. Det er muligt, at I gør det for Gud, Konge og Fædreland – men måske skulle man overveje om man skulle gøre det for nogen med stemmeret?

Tricket i markedsføring er jo at vende sine ulemper til fordele – og her burde man måske overveje, at I – Konservative – har virkelig meget at arbejde med. I sidder på så meget dødvægt, der kan aktiveres, langt mere end de fleste andre partier. Måske undtagen Kristen “Demokraterne”, som vel altid kan sende nogen relativt fortabte sjæle på en 40 års travetur gennem en politisk ørken af taberprojekter, som f.eks. afskaffelsen af fri abort.

Nå – tilbage til demokratiet og de Konservative. Hvis man nu forestiller sig, at man mødte fredag morgen på det konservative kontor og skulle tage fat på bunken, hvor begynder man så? Alle partier har ungdomsorganisationer, der holer liv i båltønden natten over. Her finder vi den hårde kerne af uforfalsket ideologisk idioti. Her, hvor intet gradbøjes eller forsøges forstået i en større sammenhæng. Ingen spørgsmål stilles og ingen svar kræves. Her er troen på partiet er størst. Men de forsvinder jo de sataner. De bliver ældre og får børn og dermed mere tvivl og endnu mere tvivl og mega-meget tvivl om alt. Det eneste vi forældre ikke tvivler på er vores angst. Altså er ungdomsorganisationer nogle flygtige grundstoffer, der afledes og forurenes af alt de kommer i nærheden af. De er så ustabile at de kan lænke sig til et træ og kæmpe mod shell til enhver tid.

Så eftersom det segment er helt taget og forsvundet – hvor går man så hen? Aha. Det kræver ikke den vilde forestillingsevne, hvor det næste sweet spot er. Og da slet ikke, når vi skal have solgt idéen om Gud, Konge og Fædreland i en tid, hvor de tre står i kø til en sidsteplads på en tilknytnings top ti hos de lækre og unge vælgere. Man går upside down på projektet.

Kære Konservative. Få nu skabt Konservativ Alderdom. Det er jeres eneste chance. Få skabt det frirum, hvor hundreder af gammeljomfruer kan føle en form for livsmening, fordi de får tilbuddet om den mentale faldskærm, at de måske ikke udlevede fravalg, men bare gemte deres krop tl Brian Mikkelsen. Det kan kun gå for langsomt. Mens I læser dette ryger der millioner af arvepenge til Kattens Værn, som kunne have været jeres. For nu at citere Rolling Stones: You better move on. Det er muligt, disse gamle vælgere ikke holder så længe – men det gør deres penge.

Share on Facebook
Udgivet i Danskeren, Politik, Samfund | Skriv en kommentar

Dark side of transportation

Der findes stadig enkelte hvide pletter i Danmark, som vi aldrig taler om. Noget, der sniger sig under radaren. Det bevæger sig med stor hast i stealth-mode gennem Danmark. Noget, der udgiver sig for at være noget ganske andet end det er. Udefra ligner det et helt ordinært IC3-tog. Det er lidt beskidt og noget slidt. Det har endda et navn. F.eks. Litra 5062 eller lignende anonyme tal. Og det har afgang hver dag kl. 17.50. Det er lyntoget mod Fyn og Jylland. Men det er ikke, som du sikkert tror, velordnet offentlig transport. Hvis du bevæger dig indenfor vil du finde, at det er helvede på jord.

Når du – efter en tilvænningsperiode på tre til seks måneder – har erkendt, at du aldrig vil få en rigtig siddeplads i dette tog, begynder du at gå målrettet efter trappen. Her kan man sidde – faktisk tre voksne – hvis man ikke lider af berøringsangst. Og det har pendlere ikke. Vi er vant til, at have en comfortzone på nogle millimeter – på de bedste dage. Ofte vil mellemgangen bag dig, være stopfyldt af folk, der først har forsøgt at få en siddeplads, har måtte opgive og nu er vendt tilbage til mellemgangen, med den tro, at de kan nappe en trappeplads. Det kan de ikke, fordi de mest trænede pendlere er gået direkte efter de attraktive trappepladser.

Her sidder man så – man kan ikke arbejde, men man kan heller ikke sove. I går fordi der sad en gut med så bragende damp, at han startede togturen med at stikke sit fjæs helt op i mit og råbe “Arghaghrhja”, for derefter at sætte sig foran toiletdøren, nægte at flytte sig da en dame skulle ind, for så at sidde resten af turen og råbe demensagtige hulelyde. Turen tog heldigvis, det er jo et lyntog, kun en time og et kvarter mellem København og Odense. Det slog dog ikke dengang jeg delte mellemkupé med to netop løsladte fanger, der skiftevis fortalte hinanden kriminelle tips og åbnede øl. Eller dengang jeg kørte sammen med en netop løsladt, der helt sikkert havde brugt den seneste dom på styrketræning i fængslet. Den måtte have været rimelig lang, for han var hærdebred. Til gengæld var manden – nu er jeg jo ikke klinisk psykolog, men jeg vover mig ud i noget diagnoselignende – tæt på manisk. Da han resolut smed den mobiltelefon, som han bestilte stoffer og kørsel fra Fredericia Station på, for at stille sig truende tre centimeter fra ansigtet på en gut, der ved et tilfælde havde kigget på ham, steg jeg af og ventede på det næste i Sorø.

Men man kan også være heldig. Det slår mig lige, at jeg engang måtte stige af toget fordi mellemgangen var så fyldt på en sommeraften, hvor airconditioningen var ude af drift, at jeg lod mig, gennemblødt af sved, smutte ud af toget på Slagelse Station, for at vente på det næste. Netop dén dag de delte gratis Cocio ud, fordi de indviede stationens nye 7-eleven. Anyway – Pink Floyd har en gang skrevet linien: “Hanging on in quiet desperation is the English way ” – og mens jeg sidder i toget og tænker mit, opdager jeg, at det burde have været: “Hanging on in quiet desperation is the Danish (rail)way”.

Share on Facebook
Udgivet i Mænd | Tagget , , , , | Skriv en kommentar