Dark side of transportation

Der findes stadig enkelte hvide pletter i Danmark, som vi aldrig taler om. Noget, der sniger sig under radaren. Det bevæger sig med stor hast i stealth-mode gennem Danmark. Noget, der udgiver sig for at være noget ganske andet end det er. Udefra ligner det et helt ordinært IC3-tog. Det er lidt beskidt og noget slidt. Det har endda et navn. F.eks. Litra 5062 eller lignende anonyme tal. Og det har afgang hver dag kl. 17.50. Det er lyntoget mod Fyn og Jylland. Men det er ikke, som du sikkert tror, velordnet offentlig transport. Hvis du bevæger dig indenfor vil du finde, at det er helvede på jord.

Når du – efter en tilvænningsperiode på tre til seks måneder – har erkendt, at du aldrig vil få en rigtig siddeplads i dette tog, begynder du at gå målrettet efter trappen. Her kan man sidde – faktisk tre voksne – hvis man ikke lider af berøringsangst. Og det har pendlere ikke. Vi er vant til, at have en comfortzone på nogle millimeter – på de bedste dage. Ofte vil mellemgangen bag dig, være stopfyldt af folk, der først har forsøgt at få en siddeplads, har måtte opgive og nu er vendt tilbage til mellemgangen, med den tro, at de kan nappe en trappeplads. Det kan de ikke, fordi de mest trænede pendlere er gået direkte efter de attraktive trappepladser.

Her sidder man så – man kan ikke arbejde, men man kan heller ikke sove. I går fordi der sad en gut med så bragende damp, at han startede togturen med at stikke sit fjæs helt op i mit og råbe “Arghaghrhja”, for derefter at sætte sig foran toiletdøren, nægte at flytte sig da en dame skulle ind, for så at sidde resten af turen og råbe demensagtige hulelyde. Turen tog heldigvis, det er jo et lyntog, kun en time og et kvarter mellem København og Odense. Det slog dog ikke dengang jeg delte mellemkupé med to netop løsladte fanger, der skiftevis fortalte hinanden kriminelle tips og åbnede øl. Eller dengang jeg kørte sammen med en netop løsladt, der helt sikkert havde brugt den seneste dom på styrketræning i fængslet. Den måtte have været rimelig lang, for han var hærdebred. Til gengæld var manden – nu er jeg jo ikke klinisk psykolog, men jeg vover mig ud i noget diagnoselignende – tæt på manisk. Da han resolut smed den mobiltelefon, som han bestilte stoffer og kørsel fra Fredericia Station på, for at stille sig truende tre centimeter fra ansigtet på en gut, der ved et tilfælde havde kigget på ham, steg jeg af og ventede på det næste i Sorø.

Men man kan også være heldig. Det slår mig lige, at jeg engang måtte stige af toget fordi mellemgangen var så fyldt på en sommeraften, hvor airconditioningen var ude af drift, at jeg lod mig, gennemblødt af sved, smutte ud af toget på Slagelse Station, for at vente på det næste. Netop dén dag de delte gratis Cocio ud, fordi de indviede stationens nye 7-eleven. Anyway – Pink Floyd har en gang skrevet linien: “Hanging on in quiet desperation is the English way ” – og mens jeg sidder i toget og tænker mit, opdager jeg, at det burde have været: “Hanging on in quiet desperation is the Danish (rail)way”.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Mænd og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *