Digital Dating: Krav og specifikationer

Kender du synet af en mark, der er dækket af nysne? Der er ikke et fodspor. Det er ren sne. Ubesudlet. Ubesunget. Klar på hvad som helst. Sådan en profil fandt jeg en dag, på min – dengang – foretrukne datingside. Lad os være ærlige, billeder betyder meget. Og hun var køn. Ikke sådan smuk, du ved. Men smuk er oftest også bare et billede. Så er der mere sjov i dem, der har et eller andet lille træk man kan forelske sig i.

Det havde hun. En sjov lille krumning ved mundvigen. Jeg skulle til at skrive til hende, men så skrev hun sgu til mig. Hun havde været om sig og set, at jeg havde kigget på hendes profil. Så nu skrev hun. Vi skulle mødes. Aftalen var i hus.

Mens vi ventede på at mødes skrev vi sammen. Vi skrev sjove ting til hinanden. Lidt frække ting, såmænd. Uden dog det var andet end lidt sniksnak og søde ord. Hun skrev og skrev. Og jeg det samme. Til sidst skrev hun “Du virker helt vildt dejlig – jeg anede slet ikke du fandtes”.

Samtidig med vi skrev sammen, skrev hun også mere og mere i sin profil. Startende med små og stille krav som “at du skal vide, at man koger pasta med låget af” og så blev speederen ellers trykket i bund. Dagen før vi skulle mødes skrev jeg til hende, for sjov, at jeg ikke rigtig passede ind i de krav hun stillede op på sin profil. Dagen efter mødtes vi. Og det gjorde jeg så heller ikke.

For af en eller anden grund var det vigtigere om jeg kogte min pasta med låget af – end at vi snakkede og grinede pissegodt sammen. Håber hun fandt en al dente fyr med låget på det rette sted.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Mænd, Netdating. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *