Hundredetudesen ord

Det gode ved at blive ældre er at man samler en masse erfaring sammen, som først virker ubærlig men heldigvis skifter karaktér til at være ting, man sagtens kan glemme, hvis man er heldig nok til at få en voldsom Alzheimers. Ting hænger ikke ved i detaljer, men kun i store linier. Du ved, uendeligt store linier, sådan sæbeboble-store linier. Lidt fluffy i kanten og masser af regnbue – men alt for ærlige til at blive mere definerede, for så kan vi jo slet ikke være her.

Selvfølgelig er skilsmisse en kæmpe ting. Man kan fandme ikke række hånden ud for at sige hej, uden nogen begynder at fortælle om deres skilsmisse. Men ok. Hvem er jeg til at dømme. Jeg har skrevet tusinder gode og hundretudesen mere trælse ord om skilsmisse i et forsøg på at forstå og gennemleve min.

Alt sammen for at erkende at virkeligheden er virkelig bare virkelig barsk og gemen. Hvis ikke vi havde ophævet kernefamilien til at være på linie med Darwin og/eller intelligent design, så havde vi indrettet os lidt mere i takt med virkeligheden.

Det er jo ikke en naturlov, at den man har det bedste gen-match med er den man er lykkelig med. Man kan bare mærke hvordan forelskelsen mellem de voksne forsvinder ved fødslen mens han tænker: Det er så hende jeg skal have sex med resten af livet og hun tænker: Det er så ham jeg aldrig skal have sex med resten af livet.

Til alt held opdager man snart, at dem man virkelig vil være sammen med er ens børn – og resten er lopper i pelsen, der bare suger blod. For herregud, heldigvis handler hele rygmarven om menneskets overlevelse og ikke min lykke.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Børn, Forhold, Kvinder, Mænd. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *