I et land uden høje bjerge

I disse timer forhandles der benhårdt om den kommende regerings sammensætning og grundlag. Det er ikke nemt, siger den ene side og ser bedrøvet ud. Det er faktisk svært, siger den anden og vender mundvigene endnu mere ned. Men det er jo fordi de fokuserer på, hvor forskellige de er. JA – det er møgbesværligt, at være politiker og skulle håndtere emner som indvandring, uddannelse, EU, ulighed, ghettoer, ungdomsarbejdsløshed og lignende betændte sager. Specielt når man skal lade som om man vil håndtere emnerne med en ideologi man lige har brugt en valgkamp på at finde frem igen. Men der jo områder, hvor alle kan blive enige.

Et godt eksempel findes i juli 2000. Her begynder man i Danmark at berige vores salt med jod. Det sker fordi man i tre år havde målt en masse blodprøver og fundet ud af folk i Danmark havde udbredt mangel på netop jod – og at det gav øgede risikoen for visse kræfttyper. Løsningen var simpel. Man berigede alt salt (altså undtagen vejsalt) med jod og så var den struma onduleret.

På en måde, kan man sige at nutiden har givet os samme mulighed for at excellere. Kennedy sendte amerikanerne til månen for at aflede dem fra hverdagens trummerum i en supermagt. Nu er vi ikke just nogen supermagt, men derfor kan hverdagen jo godt gå hen og blive lidt træls.

Kom nu Tulle, Lars, Søren og Samuelsen – man behøver ikke tælle til halvfems for at træffe oplagte valg. I flere år var vi danskere det lykkeligste land i verden. Indtil de satans schweizere tog pladsen fra os. Vi bør stramme hjelmen og gå efter guldet igen. Lykken er vores. Herregud – de har jo bjerge, skisæsoner, chokolade og ostefondue – de opdager aldrig lykken er væk. Vi har Himmelbjerget, våde somre, Guldbarre og havartiost. Vi har fortjent lykken for helvede. Vi har brug for den.

Derfor: lad 2015 blive året, hvor politikerne tager den oplagte beslutning og vi tager en for holdet. Berig vores køkkensalt med lykkepiller. Knus og strø dem ned i pakkerne. Og glem nu ikke de billige pakker med tysk salt fra Aldi. Det skal ikke kun i gourmetsaltet. Lad os alle være med og sætte retningen. Sæt eventuelt nogle arbejdsløse i jobprøvning til det. Det skulle føles så fikst at føle sig nyttig. Det bliver fed, fed lykke for alle. Vores liv bliver en lang Helmigsang fra dengang han var musiker og ikke supermodel(eks)mand. Dengang Michael Falch spillede musik og ikke skuespil. Kort sagt, dengang alt var godt. Det kan ske. I et land uden høje bjerge.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Danskeren, Politik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *