Kære Gud,

Vil du ikke nok hjælpe mig til aldrig at blive så desperat eller langhåret, at jeg behøver en hårbøjle? I virkeligheden er det jo ikke et spørgsmål, men en bøn. Som opstår fordi manden, der stiger ud og tanker sin bil overfor mig er fornægtet midaldrende. Med hele dynen, ny sportsvognsagtig bil og langt, klistret fodboldhår, der holdes tæt sammen og ind til hovedbunden af et sort hårbånd. Det er simpelthen så blottet for “Bind dit gule hårbånd på det gamle træ”-romantik og bare så undertrykt fodboldwunderwünsch-agtigt, at det er skidt. Og ringe.

Ikke at jeg har noget at binde nogen på skyldsærmet. Tværtom. Jeg er selv en benhård fornægter af bedste klasse – jeg undertrykker fornægtelsen og overser undertrykkelsen, så spiralen er godt spændt og måske har jeg opfundet en evighedsmaskine. I hvert fald til jeg dør. Det er en klar mulighed, at dødstivhed er mere afslappet end mine mest tankestressede øjeblikke. For hold dog kæft, hvor er det en latterlig evolution, at mennesket nu er i stand til at observere sig selv udefra. Det er langt fra sikkert, at det bliver dem med den bedste evne til at exo-øje sig selv, der får forplantet sig selv med størst held. For hold dog kæft, hvor er optakten til parringen dog ynkelig på mange måder – og oftest smurt ind i alkohol og spændte bukser.

Og så hårbånd. Man kan jo ikke se sig selv… nej vent. Man kan jo ikke – i alvor – stå op om morgenen og kigge på sig selv i spejlet, mens man tænker “Henning, din halvtredsårige frækkert – du mangler sgu et hårbånd, lissom ham fodboldspilleren”, som er tredive år yngre og heller ikke bliver kønnere af hårbånd. Der er bare så meget ungdommelig idioti og vitalitet, der skygger for grimme accessories. Som der altså ikke er i Henning. Men nevertheless så er der hårbånd og derfor er der også et ønske om sex. Og helt sikkert også sex for enden af det hårbånd, for der er to ting, som mænd deler: de tips, der virker og de kvinder, der hopper på dem (og ja – her snakker vi både om tips og mænd).

Anyway, i dag blev jeg så glad, at jeg blev helt forskrækket. Det var kun et øjeblik mens jeg knipsede med på titelmelodien til den seneste sæson af “Live fra Bremen”. Og min næsten fyrreårige krop blev så fyldt med livsglæde, at jeg nærmest skræmte skoene af mig og slet ikke kunne kende mig selv. Det var som om jeg, i et fantastisk øjeblik, var genfødt i min 18 årige krop. Og så opdagede jeg situationen. Nåede at tænke: “hold da kæft, du er jo toplykkelig” og det kan man ikke. For så fiser lykken ud, som luft i en papirspose fra bageren. Og det gjorde den – og det vakum, den efterlod blev fyldt med angst. For pludselig opdagede jeg, hvor langt væk den rene version af glæde har været og hvor længe. Damn. Måske har jeg brug for et hårbånd?

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Mænd. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *