Kærestebobler

Her er et problem, som stenaldermanden i hvert fald ikke havde. De tre blinkende grå bobler. Eller “typing awareness indicator”, som det så sexet er døbt af Apple. Jeg tænker at vores forgangne forgængere holder fest i deres grav fordi de slap for dette ekstremt stressende stykke hverdagsdrama, som kan fordreje alt.

Ok – bare så vi har alle med. Fremfor at sende en sms, så er du trådt ind i det nye årtusinde og sender nu instant messages eller på dansk, beskeder overført via internettet og ikke via telefonnettet. I hvert fald ikke det gamle, oprindelige telefonnet… og her kunne vi fortsætte ud på en uendelig teknologisk og digital forklaringsekspedition, som jeg skal spare alle for. Tilbage på sporet.

Hvad fanden er forskellen? Jo, ser du: Du sender en besked og du venter på du får svar. Det kommer normalt når det er belejligt for afsenderen. Tror du. For du ved jo ikke hvornår de har læst din besked eller begyndt at svare på den. Men det gør du nu! Kommunikation med “typing awareness indicator” (fra nu af TAI) er som at sidde på den yderste millimeter af den yderste sofa i verdensrummet – på kanten af alting, mens du afventer at blive opslugt af et sort hul, du allerede nu kan føle i maven.

Lad os sige du sender en helt igennem normal besked til din kæreste. Som f.eks.: Jeg kommer lidt tidligere hjem, skal jeg købe ind til aftensmad? Du trykker send og normalt ville du nu lægge telefonen, fortsætte med dine gøremål og tjekke svaret senere.

Men ikke med TAI. Du har heldet med dig og ser tre grå pletter, der skiftevis skifter farve, de indikerer at din kæreste er ved at forfatte et svar. Du ved nu svaret er på vej. Det er ved at blive skrevet. Men nej, nu forsvandt prikkerne. Måske blev hun afbrudt. Næ, nu kom de igen. Aha, svaret er på vej. Næ. De forsvandt igen. Blev hun virkelig afbrudt igen? Eller har hun svært ved at svare? Er det fordi – nej, der kom de igen. Nu må det komme. Nej, det forsvandt – hvad fanden er meningen? Er hun blevet ordblind over natten eller kan hun bare ikke tage sig sammen til at svare mig. Ok, pletterne er tilbage. Altså hvor langt bliver det her svar? Det ender sgu da på flere sider, hvor længe kan man sidde og skrive på et simpelt ja eller nej?

Okay – det er væk igen. Sidder hun og laver andre ting – eller skal hun liiiige lempe postbudet ud af bagvinduet, fordi jeg kommer tidligt hjem? Nej, ok. Der er ingen der faktisk har set et postbud siden 1996. Pletterne blinker – vi har liv. Der skrives! Og ja, ja, jaaaaaaahhhh!!! der kom svaret: “Hyggeligt – glæder mig til at ses!”. HVORDAN KAN DET TAGE SÅ LANG TID AT SKRIVE DET? Har hun været igennem hele vores forhold? Skrevet en fordele/ulemper-liste og gjort op om hun gad mere? Hvad fanden er der faktisk sket i den anden ende af de skide blinkende grå bobler? Er vi stadig kærester? Skal jeg stadig købe ind?

TAI har ændret alle beskeder fra at være helt banal kommunikation mellem mennesker til at være grundessentielle udvekslinger, HVER ENESTE GANG. Man kommer kraftedme gennemsvedt hjem fra en dag, hvor man måske har skrevet sammen to-tre gange om noget, som man tænkte var banalt og som hver gang udvikler sig til en venten i den elektriske stol på et lynnedslag. Man sidder med holdt åndedræt og hele sin eksistens på spil, hver gang man skriver tilsyneladende uskyldige sætninger, som: skal vi gå i biffen i aften?

Det burde hedde “typing obsession indicator” og der er ikke længe til det lille stykke kode viser sig i skilsmissestatistikken.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Danskeren, Digitalt, Kvinder, Mænd. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *