Marathon i Tvivl

“Den mand, der påstår at have forstået kvinder er en idiot, der intet forstår”, sagde… well, dybest set jeg. Men nu er det jo internettet, så lad os vanen tro skyde citatet over på en anden og mere slagkraftig personage. F.eks. Rod Stewart. Han har kendt mange kvinder. Han har været gift nogle gange. Det virker plausibelt. Ok, here we go:

“Den mand, der påstår at have forstået kvinder er en idiot, der intet forstår”, Rod Stewart, 1987.

Belært af Rod Stewarts kloge ord ville jeg jo aldrig påstå, at forstå kvinder. Endsige ret meget – jeg synes faktisk det meste af det, der virkelig er interessant i verden er det der virkelig er svært at forstå. Men nu er jeg heller ikke en, der kan lade mig underholde af det meste. Så jeg beslutter et benspænd. Nu vil jeg være lidt normal. Jeg beslutter mig for at se tv. Altså rigtigt tv du ved, sådan noget de fleste ser – ergo sådan noget jeg aldrig ser. Jeg tænder og kigger lidt på noget fodbold. Mine ben begynder at hoppe op og ned. Jeg prøver virkelig – men jeg kan ikke sidde stille og glo på andre, der løber rundt. Videre.

Jeg ser nogle minutter af nogle danskere jeg svagt genkender, der sidder på et slot (et meget lille slot, hvis du spørger mig) og siger selvfølgeligheder. Og inden længe spørger jeg mig selv, hvorfor helvede programmet ikke hedder “Hjernerne på Slottet” og forguder nogle af de virkelig stenede forskere vi har i Danmark – f.eks. Holger Bech – men i stedet fungerer rundt om den række almindelige kendte, som vi har i Danmark. Det er hjemmegroede og elendige danske køkkenhavekendte. De vælter ustyrligt op med deres ukurante former og kedelige smag og har et fælles primært kendetegn, der er evnen til at sige selvfølgeligheder som det mest selvfølgelige. Og det er rasende røvsygt. Videre.

Og nu sker der noget. Der er nogle kvinder på skærmen. De ser godt ud. Den ene skriver en blog. Eller er det en klumme. Hun har nogle veninder. De taler sammen. Og ind i mellem oversætter hende klummeskriveren som voice over, så jeg kan frame deres samtale bedre. Og pludselig sker der noget, som jeg ikke har oplevet siden min ven Kai fortalte mig om kvinders klitoris i slutningen af ottende klasse. Her er noget, der er værd at vide. Noget, der udvider min horisont. Det er – et kort sekund – som om jeg kan se ind i det uendelige univers. Som om jeg forstår hurtigere end det udvider sig. Det er lige før, jeg kan overhale effekten af the BIG Bang og komme bare lidt foran.

Jeg ser Sex and the City. For første gang. Altså min første gang. For andre må det være en genudsendelse. Og jeg forstår. Pludselig har jeg en indsigt, som jeg aldrig har haft før. Der findes en speciel sportsgren for kvinder. Den kaldes Marathon i Tvivl. Og de løber det hver dag, måske endda flere gange på samme dag. Så er det sgu da ikke mærkeligt, de altid er trætte og smadrede og lidt fjerne i blikket. Tak tv. Så ved jeg det. Men ok, det er et lidt kedeligt program med lidt skidt manuskript og lidt dårlige skuespillere, så… videre.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Kvinder. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *