Når tiden går baglæns

Forestil dig, der står en mærkelig kæmpeagtig type i grønt lændeklæde og råber: TYS!, hver gang du er tæt på at skabe en sammenhængende sætninTYS!

Der kan kommunikere dine idéer eller holdninger på en meningsfuld måde mellem mennesker. Det er trods alt sådan vi har skabt menneskeracens suTYS!

Før vi lærte at kommunikere – måske først med lyde, men dog kommunikere – gik vi på jagt alene og fangede små dumme dyr. Sammen kunne vi fange TYS!

Ok, du ser problemet. Den grundliggende idé om at begrænse det skrevne ord til små kasser indeholdende 140 tegn er ret udviklingsstridigt. “Nej, begrænsninger giver jo udfordringer, som igen giver spændende nye løsninger, se bare Dogmefilmene”, hører jeg en sige. Ja, se nu bare Dogmefilmene – gør det!

Når jeg læser ned gennem en Twitterstrøm, for det er netop dette medie/platforme/netsted, der har en 140 tegns restriktion på updates, kan jeg ikke lade være med at tænke udviklingen er begyndt at gå baglæns. Der svinger et svagt beat og Clara Sofies klare stemme i mit baghoved når jeg ser endnu en fornærmet diskussion om, hvem der er mest voksen. Hvem der fortjener dagens shitstorm – eller om der skal være flere og at vi skal huske de shitstorms vi glemte.

Kort sagt, forargelsesudsigten står på tunge skyer hver dag og dem med Twitterkonto har bare mere ret end andre. Twitter habeo, ergo habeo ponendi. (og tjek nu hvor længe, der går før en pissetræls type med Twitterkonto retter mit (Google)latinske).

Hvis jeg var Mads Holger ville jeg skrive: På en måde minder Twitter mig om en række retarderede med stærkt begrænset sprog, som forsøger at formidle de klassiske videnskaber til hinanden, mens de er rasende og sukkerkolde. Men det er jeg jo ikke – så det lader jeg være med.

Og så er det jo langt over 140 tegn, så det kan jeg jo slet ikke. Jeg vil foreslå, at indtil FN trykker på knappen og melder at vi er ved at løbe tør for plads på nettet, så undgår vi at diskutere gennem medier, der tvinger os til at være unuancerede. Det er trods alt alle gråzonerne og nuancerne, som gør os til mere hele og civiliserede mennesker. Når man fjerner nuancerne, regreerer vi til en form for digitale hulemennesker, der ikke rigtig er behov for længere.

Vi skal bruge de fordele vores forfædre har slidt sig til at forære os. I dag kan man sagtens bruge mange flere ord på at blive uvenner.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Medier, Samfund. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *