Næ, hvor er den kartoffel fin!

”To danskere kan ikke mødes uden at starte en forening” er den typiske Gammel Dansk-logik, som vi udtaler til hinanden. Men sandheden er faktisk lidt anderledes. En dansker er ikke i stand til at opdage en genstand uden, med lidt animeret spyt i mundvigen, at forsøge at åbne et museum, der priser netop denne genstand. Bevares, jeg har intet imod vi gemmer ting og udstiller effekter, som 1/ nogle har gjort sig virkelig umage med at tilvirke, 2/ har haft en virkelig stor effekt på verdenshistoriens gang og/eller 3/ er SÅ kuriøse, at de har vitterligt har en kæbetabereffekt. Om det gælder hørvæven! eller ej må være op til den enkelte – men da jeg opdagede at vi danskere har et dedikeret hørvævsmuseum gav det immervæk nogle indre billeder og det var ikke de mest actionprægede.

Men det slutter ikke der, børnehaver kan nyde mellemfugtige og tætsiddende madpakkerum andre festlige steder. Ingen tvivl om kartoflen har haft en væsentlig indflydelse på mætte maver og hollandske tilflyttere, men at ligefrem drive et kartoffelmuseum, som man gør på Vestfyn, der endda har antaget en størrelse, der fordrer rundvisninger, er måske lige at give knolden lidt vel megen opmærksomhed. Men intet undergår forhåbentligt det danske museum for souvenirs, som vel nærmest kan sammenlignes med en kæmpe skammekasse af crap, der er blevet udstyret med en dør, så man kan gå ind og se uanede gyseligheder fra hele verden. Produceret i skam, solgt i synd og indkøbt i en blodrus af kulturforsimpling.

Share on Facebook

Del dette på Twitter

Dette indlæg blev udgivet i Danskeren, Samfund. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *