Rollerne er vendt

Kan du huske din barndom? Jeg var barn sammen med nogle rigtig kompetente børn. De kom fra gode familier og var gode mennesker. Vi tilbragte uendelige timer i skoven med træsværd og … gud. Det slår mig lige nu, at vi var rollespillere. Ikke sådan bevidst, men alligevel. Vi havde noget, der hed Rosenkrigen og det var vel en form for strategisk leg mellem… åh, gud. Vi var rollespillere.

Hvis du havde nogen idé om hvor meget jeg har grint af rollespillerne nede i sidegaden. Tjek. De var der. De kørte i en gammel og noget slidt, næsten grålig/rød Opel. Og når den blev parkeret i næste gade hoppede der fem granvoksne gutter ud af den. Iklædt vikingetøj. De var rollespillere. Og de virkede sgu lidt sjove, der midt på en lørdag formiddag og midt på Lahnsgade i Odense.

Ok, lad mig være ærlig. Jeg har nok nærmest gjort grin med dem. Måske endda hævdet mig selv overfor min ekskone på grund af dem. Netop nu slår det mig, at i min hjerne gik de ind i den samme lille etværelses og sov i etagesenge til næste gang de skulle ud og spise spegepølse med lommekniv og slås… sådan helt vildt vikinge-agtigt… med skumsværd.

Argh – hvordan tilgiver et voksent menneske sig selv for at have grint sin røv i laser af andre voksne menneskers sunde og gode weekendhobby? Det gør han jo nok ikke – indtil han opdager en sen onsdag, at han selv har spillet en rolle i et rollespil. Åh, helvede – nu starter en Sneakerssang i mit baghovede. Får man da aldrig fred?

Share on Facebook
Udgivet i Rollespil | Skriv en kommentar

En god sild kræver leverpostej

“Det måtte jeg lære min kæreste – hun synes det var ulækkert”. Min bedste ven og jeg er på ferie sammen og snakken er faldet på… håndmadder. Hele idéen om håndmadder er god. Men de kan udvides. Den klassiske måde, er at give dem top på. Remoulade, mayonnaise, ristede løg og andre klassiske danske toppings til vores internationalt kendte open sandwiches.

Men det er jo tøsetoppe. For en rigtig mand er der kun en rigtig grund til at spise håndmadder og det er fordi det er muligt at optimere kødindtaget ved at spise pålæg på pålæg. Ingen kvinder havde frivilligt fået den idé, men fra vores benhårde savanneliv ved vi mænd, det drejer sig om at spise når man kan (hvilket så uheldigvis er 24 timer i døgnet).

Grundlæggende handler det om at erstatte smør med leverpostej. Det vil sige at man pludselig kan spise leverpostej med spegepølse f.eks. Det er jo ikke så vildt. Men jeg har også set marinerede sild på leverpostej (en af mine favoritter) og æg på leverpostej. Af en eller anden tåbelig årsag er det kun dyrlægens natmad, som er blevet socialt anerkendt og er i stand til at krydse køn. Jeg fatter det ikke.

Share on Facebook
Udgivet i Kvinder, Medier | Skriv en kommentar

Rigtige stjerner stinker ikke af humbug

Jeg skulle engang lave en opgave sammen med en synsk kvinde. Hun fik mig – helt fantastisk – til at tro på, jeg selv er synsk. Jeg havde nemlig forudset, at jeg virkelig ville hade det og jeg havde ret! Ifølge gode, gamle Mark Twain, der gjorde det følgende citat kendt, findes der tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik.

I den sammenhæng er der ingen tvivl om hvor tebrevslæsere, kaffegrumstydere, astrologer og – ikke mindst – clairvoyanter hører til. Du gættede det, under kategorien “forbandet løgn”. Med helt almindelige trylletricks, som de sælger til absurde overpriser fordrejer de sandheden og udnytter hjernens svageste mekanikker til at fordreje hovedet på mennesker, der søger hjælp.

Når man har set en meget overvægtig kvinde danse om et billardbord i tre timer, mens hun patetisk forsøger at påkalde sig ånder fra afdøde kriminelle. Til den samme elendige melodi fra Claptons dårligste periode på repeat, så får man et kig ind i den skræmmende uendelighed, der kaldes helvede.

Share on Facebook
Udgivet i Samfund | Skriv en kommentar

Drømmen om den evige barsel

Det er godt at vide, at der er visse ting man bare kan regne med. At regnen styrter ned i hele sommerferien. At hedebølgen rammer den dag ferien er slut OG at enhver barsel oftest ender med et dejligt barn og altid ender med en børnetøjsbutik. Med et sødtskægt navn, som barselswoman har opfundet over en dejlig hjemmebagt bolle og en kop Chai, sammen med hendes allerbedste veninde, som selvfølgelig skal være medejer og dermed også indrulleres i udrulningen af drømmen om den evige barsel.

Den der evige sommer, der bare fortsætter og fortsætter, med hele uger, der tilbringes på caféer og med den evige smag af italienske kager og fransk kaffe i munden til fuld løn. At det kan virke voldsomt med en børnetøjsbutik til barn ratio på 1:2 er mindre vigtigt, det regulerer sig selv. Men tænk på de stakkels mennesker hos DK Hostmaster, som skal trækkes igennem det ene “finurligtsjove” navn efter det andet.

Millepersille. Mosters klædeskab. Feens sovesæk. Duens drøm. Der er ingen ende på Paris og irriterende børnetøjsbutiknavne. For slet ikke at snakke om det storblomstrede vareudvalg, der er så økologisk, at det får Claus Meyer til at rødme over sin forretningsfilosofi. Det tager 9 måneder at få et barn og kun 3 sekunder, at få en rigtig irriterende idé. Bare det dog var omvendt.

Share on Facebook
Udgivet i Kvinder | 3 kommentarer

Maskinmanden

Havetraktoren. Mange mænds hemmelige drøm om det ultimative skurfyld. Her kan man sidde, tyk og glad, mellem snaps og sild og eftermiddagskaffe med æblekage – godt bænket i et kropsformet plastiksæde og eje evnen til at kultivere jorden.

Med en drivende totakter mellem benene klipper manden alle længder af græs. Selv når det er vådt. Det er simpelthen menneskets sejr over naturen. Den ultimative måde at omdanne larm og udstødning til klippet græs. Ganske enkelt det største maskimekaniske vidunder, som forstæderne kan byde på.

Kongen er ham med den største… havetraktor.

Share on Facebook
Udgivet i Mænd | Skriv en kommentar

Projekt: Børn

Når det kommer til børn, så er de jo per definition altid mere uopdragne og elendige end tidligere tiders børn. Sådan er det. Det faktum, at de børn, der opfører sig så skidt jo er opdraget af netop os, der så samtidig dømmer dem, burde vel få noget til at vågne i vores tankevirksomhed. Det gør det også ind i mellem.

Vi forsøger at gennemskue stadset. F.eks. ved at være gode til at give dem skægge navne. Ikke sådan nogle kedelige nogen, som Generation X eller Y eller Z eller, hvad man nu nåede at kalde min årgang inden vi blev for gamle til at være interessante og stille gled ind i det, der så kaldes voksne. Næ, nogen skægge “Hvis dit barn var en trend”-agtige navne, som “curlingbørn”.

Det er børn, der får fejet isen foran sig – altså aldrig møder modstand af nævneværdig karakter. Jeg formoder de er isoleret i en form for fysisk og mental gummicelle, hvis de skal undgå modgang, men anyway – det er ordet. Og så min yndlingsdefinition, som sjovt nok ikke er en definition af børnene, men snarere af deres forældre. “Projektbørn”.

Det er dem, der bare skal lykkes på alle planer. Men i virkeligheden har projektet sjældent noget med selve barnet at gøre, projektet er nemlig typisk, at få forældrene til at se godt ud. Det er nok derfor projektbørnsforældre er så satans dedikerede til opgaven.

Share on Facebook
Udgivet i Børn, Kvinder, Mænd | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Des med dyrene

Jeg gad egentlig godt vide, om aber er specielt gode til at feste og hvordan vi fandt ud af det? Var der nogle mennesker, der virkelig, virkelig kedede sig i Zoo en fredag aften og lyttede efter et beat. Det kom så fra abeburet, hvor der som sædvanlig var… abefest.

Det er jo en drøngammel tradition, at når vi skal fortælle en virkelig god historie om mennesker, så fortæller vi den om dyr som vi giver menneskelige egenskaber. Men den virker også den anden vej. Når vi virkelig skal demonstrere kultiveringens forfald så giver vi mennesker dyretræk. De formerer sig som rotter, de putter hovedet i busken, de holder abefest.

Selv Google Translate kender termen, som ganske rigtigt oversætter til det engelske ord binge. Som jo er uhæmmet druk til bevistløshed. Det er bare mærkeligt, at det lige er aberne, der står for. De drikker jo ikke. Typisk er det elefanter – altså den slags med gashåndtag (her har vi så givet en øl dyretræk og derefter indpakningen motorsportstræk) man forbinder med heftige procenter – men rigtige elefanter har jo også en voldsom interesse i gæret frugtsukker – så hvorfor holder naboen så ikke elefantfester? Måske fordi elefanten er tegn på den kæmpeting, som alle festdeltagerne kender til, men ignorerer for den gode stemnings skyld (herfra navnet på denne blog).

Så altså når vi virkelig vil beskrive vores bedste sider er vi dus med dyrene og når vi skal beskrive vores værste er vi des.

Share on Facebook
Udgivet i Danskeren | Skriv en kommentar

Hvilken virketrang

Hvis man virkelig vil have håndværk i dette land, så skal man finde en virkelig dedikeret hashryger. Når byggeprojektet skal emme af kreativitet og byggetrang, så finder man det ikke i større grad end hos en tjaldforbrugende fætter. Desværre virker det kun, hvis det man bygger er specifikt rettet mod formålet at ryge hash.

Du må ikke spørge mig hvorfor, for jeg aner det ikke, men når man møder nogen, der virkelig ryger hash, så er de oftest præget af to tilstande. Den normale, hvor de er mere eller mindre påvirket døgnet rundt og derfor eksisterer i grader af indsovning. Og så den tilstand, er griber dem når de skal til at ryge. Så vågner hele deres krop og tankesæt til dåd.

Så skal der pludselig graves huller i jorden og smadres flasker. Eller saves bunde af plastikpantflasker, der skal dyppes i spande med vand – eller etableres andre anlæg, der næsten kræver byggetilladelse. Mit indtryk er, at de mennesker, der virkelig ryger hash, de har sgu en hobby. Måske endda et dedikeret værksted et sted i huset. Lidt ligesom min oldefar kunne reparere alt med tusinder af gemte dimser, skruer, beslag og søm i hundreder af syltetøjskrukker, så har disse hashrygere hemmelige huler, hvor de gemmer alskens former for affald, der kan kombineres med trækonstruktioner, huller i jorden eller vand og dermed bidrage til indtagelsen af deres stof.

Det er da ikke så underligt de er lidt uoplagte resten af døgnet.

Share on Facebook
Udgivet i Mænd | Tagget , | Skriv en kommentar

Da firserne var fremtiden

I min rigtige barndom var 80erne fremtiden. Det var faktisk lidt vildt, som vi så frem mod det vilde årti, som på nogle områder var skræmmende (tænk 1984 – som så i virkeligheden handlede om 1948, så det var spildt angst) eller den evige koldkrigsfront, der kunne fryse jorden i atomvinter, efter den ultimative udryddelse x 7. Men på andre måder var firserne sgu ret vilde. Vi fik den første rumfærge, der fløj i 1981 og på den måde åbnede hele dette fantastiske årti.

Ingen havde tænkt på at dedikere et helt årtis mode til gigantiske vatskuldre og skrigpink, før firserne kom. Vi fik flyttet Donkey Kong ud af arkademaskinerne og dikrete ned i et TOskærms-spil. Vi fik Dallas, som med sin let fade og fedtede fortællestil var et halvfjerdserlevn – men så kom Dynasty (på dansk helt latterligt navngivet Dollars) med en historie i sort/hvid men med masser af farver på skærmen. Jeg husker en gang min far og jeg besøgte et meget gammelt familiemedlem på plejehjemmet (faktisk, må jeg med skam melde – jeg kan huske DEN gang vi besøgte hende) og hun insisterede på at blive kørt ned i tv-stuen for at se Dollars.

Miami Vice med Jan Hammers plastiktrommer tog politifolkene ud af druk og nedslidte kontorer og placerede dem på trendy natklubber, som gæster! Og lod Don Johnson bo på en båd til 120.000 USD. Og det var mange dollars dengang. Damn. Der var sgu noget ved dengang firserne var the it-årti. Det var en noget mindre fesen fremtid end millenium bugs, credit crunches og 27. sæson af Robinson. Og nu vi snakker fesen, så prøv lige at tjekke den Orion-kapsel, der kommer til at erstatte rumfærgeprogrammet. En kapsel. Det er så 20tierne.

Share on Facebook
Udgivet i Mænd | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Hvad er det for en lugt?

Det er hengemt høhø (Tak til Marianne Nysted /many for den). Man burde have et rygeværelse, hvor man kunne sidde og kigge på en bæbrun globus, mens man drak en whiskysjus. Det er der sgu stil over. Hele ritualet i at blive iført en aftenjakke, der i afdæmpede og dybe rødgrønne farver, var med til at tage toppen af tempoet. Man kunne måske ryge en cigar (A Havannah a day keeps the doctor at bay, som man siger) og bare kigge ind i pejsen.

Men pejsen er jo et voldsomt gammeldags envejsmedie. Måske man kunne udvikle det. Sådan man kunne fjernbetjene det med sin iPad. Udløse et lille gaspust, der sagde et lille whoof. Eller et stort, hvis katten kom for tæt på. Wruff. Og hvis man så kunne bruge globussen til at spille på. Måske man kunne vælge et land og invadere nærliggende lande så de skiftede farve. Hvis nu jakken havde indbyggede sensorer, så den kunne mærke, hvis der ramte gløder på den – eller kunne skifte farve i takt med den musik, der spillede – fjernstyret – fra en skjult højtalerinstallation. Og så skubbe en plade tilside i væggen, hvor der var et interaktivt bassin med fisk, på en baggrund af sportsudsendelser?

Men altså, som jeg skrev, det ville sgu være rart med sådan et afslapningsværelse, hvor man ikke skal tage stilling til andet end roen.

Share on Facebook
Udgivet i Mænd | Skriv en kommentar